Farvergade 10, 5. sal
1463 København K
Danmark
Tlf 35 30 44 00
Fax 35 30 44 01

Rent ud sagt: fantastisk!

af Martin Hougaard, TGK-elev, Esbjerg Kulturskole
Det er en sjældenhed, når man ønsker at en forestilling varer en time længere. Men det blev en realitet for mig og helt sikkert også de andre tilskuere onsdag d. 14-4 i Musikhuset Esbjerg.

Forestillingen var fremført af den franske teatergruppe Compagnie Arcosm, som i hæsblæsende tempo og med alt hvad hjertet begærer, tog os med på en smuk rejse gennem vores fantasi og sanser i al deres glans.

Man var fra start til slut indhyllet i en fortryllet verden, med musik, dans, rap og ikke mindst en god portion humor. Man når knap nok at leve sig helt ind i stykket, før det er ved vejs ende!

Stykket trak i alle følelser og gjorde dem utroligt smukke, lige fra overlegenhed til det sensuelle og generte i os mennesker. Der blev ikke lagt fingre imellem, hvilket gør stykket utrolig smukt og så sandelig også meget sanseligt at overvære. Man blev helt fra start fyldt med en dejlig summen i maven og trang til at se mere, og den trang blev efter min mening ikke mættet.

Med utroligt smukke bevægelser i form af dans, dannede spillerne smuk kunst, som gjorde stort indtryk på alle tilskuere, samtidig blandet med herlig humor, smuk sang og en utrolig musikalitet og rytme som man sjældent oplever.

Alle fire spillere på scenen udførte alt ned til mindste detalje, med en præcision og følelse, så blot en brøkdel kunne have været nok.

Ved første øjekast tænker man vel altid: hvad skal der til at ske nu? Og hvorfor? Men i denne forestilling stiller man sig selv det spørgsmål hele vejen igennem. Man kan under ingen omstændigheder kalde stykket for forudsigeligt og langtrukkent.

Så i bund og grund vil jeg kalde Echoa et fantastisk flot og forførende stykke. Seks stjerner herfra.

Compagnie Arcosm: "Echoa", Musikhuset Esbjerg, 14. april 2010